Tyvenes Daggry

TYVENES DAGGRY - GYSERROMAN PÅ DANSK - HORROR NOVEL IN DANISH - BREDEVOORT VAN DEN BERG I Højveldets tyste hjerte, hvor luften ikke bærer duft af støv, men af forrådnende drømme, står Willem Strydom alene. Han er en Tegnlæser, en mester i at lytte til og åbne låse, men hans sande gave er at skelne grænsen mellem den synlige verden og alt det, der lurer i dens skygger. Et truende opkald river ham ud af hans frivillige eksil og tvinger ham ind i en gruppe bundet af fælles skyld for et sidste, umuligt kup: at gennembryde Aurora-valvet. Dette er intet almindeligt pengeskab, men en levende, psykisk intelligent organisme, der ikke alene gemmer på ufattelig værdifuld data, men på menneskesjæles dybeste erindringer og mareridt. Spændingen stiger ubønhørligt, mens de trænger længere ind i valvets pulserende, organiske indre, forfulgt af et immunforsvar der kan knuse knogler og sind. Forræderi ånder i hvert mørkt hjørne, og gruppens egne indre demoner truer med at opløse alt i kaos. Denne intense psykologiske thriller, skrevet i en tradition af mørk og metafysisk gysen, fører læseren på en uforglemmelig rejse gennem grænselandet mellem teknologi og menneskelig bevidsthed, hvor prisen for sandheden kan være selve ens identitet. Findes der nogen vej ud af skyldens og fortidens uendelige cirkel? "TYVENES DAGGRY" er en original dansk skrækroman (horror) og videnskabs-fiktion (science fiction) roman af allerhøjeste litterære kvalitet, en uundgåelig læseoplevelse for den, der søger en intelligent og nådesløs spændingshistorie med filosofisk dybde og en atmosfære, som hænger ved langt efter den sidste side er vendt. En roman om den ultimative indbrudstyv, hvor byttet er sjæle, og fælden er bevidstheden selv. "Luften havde ingen duft. Den havde en tekstur: fint støv og sved fra forrådnende drømme. Det var Højveldets åndedræt, og Willem Strydom bar det i sine lunger som en sygdom. Han stod på verandaen til sin forfaldne landejendom, sine hænder-en gravgraverhænder, en dissekterhænder-knyttet om jernrækværket. Metallet var varmt, men varmen kom ikke fra solen. Den sivede frem indefra stålet, en langsom, unaturlig feber. Foran ham lå bjergene, ikke som et blåt mærke, men som en kæmpestor ligkrop under et purpurfarvet tæppe. Skyen som samlede sig over dem var ikke tung af regn. Den var tung af stilhed. En tyk, fugtig stilhed, der slugte lyd. Inde i huset var stilheden værre. Det var ikke fraværet af lyd. Det var tilstedeværelsen af noget, der længe burde have været dødt, men alligevel åndede. Det var fornemmelsen af nogen bagved skulderen, selvom man ved, at rummet er tomt."